Sådan endte seks millioner parisere i katakomberne i Paris
Knoglerne under Denfert-Rochereau var aldrig tænkt som en seværdighed. De var svaret på to problemer, Paris stod med sidst i 1700-tallet: en by, der sank ned i sine egne stenbrud, og kirkegårde så overfyldte, at de ikke kunne bruges. Her følger du historien i rækkefølge, uden myterne.
Sten til byen, huller under den
Meget af det gamle Paris er bygget af en lys kalksten, der ligger tæt under venstre bred. Geologer kalder den lutetisk kalksten efter Lutetia, byens romerske navn. Stenhuggere brød den fra middelalderen og frem.
Først arbejdede de i åbne brud. Da byen bredte sig ud over brudene, gik udgravningen under jorden og fulgte stenen i lange gange, der blev holdt oppe af stående klippesøjler. Gennem århundrederne nåede tunnelerne ind under hele kvarterer.
De gamle brud strækker sig over omkring 300 km under Paris. Det netværk af tidligere miner får det lille stykke, besøgende går i dag, til at virke bittesmå.
Da gaderne begyndte at styrte sammen
I 1770'erne var de forladte gange blevet en reel fare. Vejstrækninger over gamle stenbrud styrtede sammen, og huse fulgte med ned. Ingen kunne længere behandle hullerne som en andens problem.
I 1777 oprettede kronen Inspection Générale des Carrières, en myndighed, der skulle kortlægge stenbrudene og afstive dem. Dens folk byggede mure og søjler under gaderne. Indhuggede gadenavne og årstal markerer stadig nogle af gangene på besøgsruten.
En kirkegård, ingen kunne bruge længere
Over jorden havde Paris et andet problem. Cimetière des Innocents, nær det nuværende Les Halles, havde i århundreder taget imod de døde fra mange sogne, og den var slemt overfyldt.
Naboerne klagede over lugten og over fugt, der trængte ind i kældrene omkring. Efter flere års protester blev kirkegården lukket, og myndighederne måtte finde et sted til det, den rummede.
Svaret lå syd for den gamle by. Stenbrudene under Tombe-Issoire-området stod tomme og var allerede ved at blive forstærket. De lå tæt ved toldporten Barrière d'Enfer, et godt stykke fra det tætpakkede centrum.
Knoglerne flyttes om natten
Fra 1786 blev resterne gravet op fra Innocents og kørt sydpå. Flytningerne foregik om natten, og ved stenbrudene blev knoglerne tippet ned gennem skakter til gangene nedenunder.
Andre sognekirkegårde i Paris blev tømt på samme måde i de følgende årtier. Alt i alt rummer ossuariet resterne af omkring 6 millioner mennesker. Det tal gentager alle guider og alle beskrivelser.
Næsten ingen af de mennesker kan nævnes ved navn. Skilte under jorden angiver, hvilken kirkegård hver sektion kom fra, og hvornår den blev flyttet, og mere personligt bliver det ikke.
De 6 millioner er et skøn ud fra gamle kirkegårdsprotokoller, ikke en optælling af kranier. Læs det som en størrelsesorden snarere end et præcist tal.
Vægge af kranier og lange knogler
Først lå knoglerne i bunker. Den ordnede opstilling, som besøgende fotograferer, kom senere under Louis-Étienne Héricart de Thury, der ledede stenbrudsmyndigheden i begyndelsen af 1800-tallet.
Hans hold stablede de lange knogler til vægge og satte rækker af kranier ind i dem som bånd og mønstre. Bag de pæne facader ligger resten af knoglerne løst, dynget langt ind i gangene.
Han satte også skilte op med vers og citater, de fleste om døden og tidens gang. Mange er på fransk eller latin, så en guide, der oversætter dem, giver turen meget mere.
Døren, der beder dig standse
Indgangen til selve ossuariet bærer den mest citerede linje under jorden. Over døren står der »Arrête ! C'est ici l'empire de la mort«, nogenlunde »Stop! Her er dødens rige«.
Før døren går du et langt stykke gennem nøgent stenbrud. Efter den begynder knoglerne, og de holder næsten ikke op før tæt på udgangen. Vores gennemgang af ruten trin for trin viser, hvor hver del ligger.
Ossuariet har taget imod besøgende siden begyndelsen af 1800-tallet, selv om besøgene først var sjældne. Med tiden blev det et af byens museer, som i dag drives af Paris Musées.
Hør historien om stenbrudene fra en guide
Walks fortæller historien over omkring 2 timer i grupper på op til 14 med særlige områder som det underjordiske kapel og stenhuggerens udskæringer.
Et navn, der leger med helvede
Pladsen over indgangen har sin egen historie. Den gamle toldport hed Barrière d'Enfer, og Enfer betyder helvede på fransk, et passende navn for en dør til de døde.
Senere blev pladsen omdøbt efter oberst Denfert-Rochereau, en helt fra belejringen af Belfort, og det nye navn lyder næsten ens. Wikipedia-artiklen om Place Denfert-Rochereau fortæller resten af pladsens historie.
Hvorfor historien virker bedre med en guide
Billetten uden guide fra ~36 € giver adgang med en audioguide, og den dækker det grundlæggende godt nok. Den kan ikke svare på et spørgsmål om et bestemt skilt eller om en udskæring, du har set på væggen.
Walks' tur med særlig adgang fra ~134 € er den billigste måde at høre historien fra en guide. Den har 4,7 fra 1.000+ anmeldelser på GetYourGuide og åbner områder, der er lukket for almindelige besøgende.
Memories France, vores favorit, holder grupperne på højst syv bag de låste gitre. Hvordan de to står i forhold til hinanden, kan du se i vores guide til gruppestørrelser og på prissiden. Vores side om billet eller guide vejer billetten op mod dem begge.
Familier kan med fordel læse vores noter om at tage børn med i et ossuarium, før de booker. Historien rammer en tiårig anderledes end en voksen.